Tyskland 30 år efter murens fald

Ved Per Øhrgaard, professor emeritus dr. phil.

Onsdag d. 30. oktober 19.30-21.00.

Sted: Professionshøjskolen UCL, Klostervænget 4 (Sygeplejerskeuddannelsen).

Den 9. november er det 30 år siden, at muren i Berlin faldt, og denne epokegørende begivenhed i Tysklands historie markerer Svendborg Folkeuniversitet med et foredrag ved en af Danmarks bedste kendere af Tysklands historie og kultur, professor emeritus dr. phil. Per Øhrgaard.

Per Øhrgaard vil i foredraget se tilbage på begivenhederne i november 1989, der førte frem til Tysklands samling allerede året efter.

Da Tyskland blev samlet i 1990, var der udbredt frygt i omverdenen for et nyt dominerende Tyskland. Det havde man set før, og det var ikke gået godt. Tyske politikere lagde derfor vægt på, at det nu skulle handle om et europæisk Tyskland og ikke om et tysk Europa. Allerede i 1990'erne spurgte den britiske historiker Timothy Garton Ash: Hvad er forskellen? 

Og nu 30 år efter Berlinmurens fald synes spørgsmålet mere aktuelt end nogen sinde. Tyskland har klart markeret sig som det stærkeste land i EU og bestemt det meste af især den økonomiske politik i det sidste tiår. Men har det været til gavn for Europa eller til gavn især for Tyskland? Uviljen mod Tyskland er voksende især i Sydeuropa: Er det blot bekvemmelighed, eller skyldes det også en uheldig tysk dominans?

Pris: 75 kr. (studerende og pensionister: 50 kr.)

Foredraget arrangeres af Svendborg Folkeuniversitet i samarbejde med AOF. Billetter købes gennem AOF. Knappen "TILMELDING" fører til AOF's side, hvor billetter kan købes. Hvis der er ledige pladser, kan billetter købes ved indgangen.

Det er ikke muligt at købe billetter til reduceret pris via AOF's side. Studerende og pensionister, der ønsker at købe billet til reduceret pris, kan tilmelde sig via AOF's side og angive, at man ønsker at få tilsendt et girokort.

Tilmelding