Evighedernes by Rom

Ved Lektor Jesper Majbom Madsen, SDU

Onsdag d. 1. april 19.00-21.

Sted: Professionshøjskolen UCL, Klostervænget 4 (Sygeplejerskeuddannelsen).

Evighedernes by Rom er titlen på en ny anmelderrost bog om Rom, som aftenens foredragsholder er medforfatter til. Bogen fortæller Roms dybt fascinerende historie, om de historiske og politiske strømninger, der har skabt byen, og hvordan forskellige tiders magthavere har formet og omformet den.

Emnet for aftenens forelæsning er Augustus’ og senere romerske kejseres byggeprogrammer og de mange spor, de har efterladt sig, og som stadig er synlige i Rom.

I forelæsningen træder vi med Cæsars adoptivsøn Octavian, den senere kejser Augustus, ind i et borgerkrigshærget Rom, som i årevis har lidt under den politiske elites kamp om den enevældige magt og i den forbindelse manglende interesse for byens infrastruktur, hvor også mange af de offentlige bygninger ikke var blevet vedligeholdt.

Med sejrene over Cæsars mordere og siden Cæsars næstkommanderende Antonius havde Octavian vundet krigen, men stod nu tilbage med en ødelagt by, et splittet imperium og resterne af en politiske elite, som på den ene side var krigstræt og urolig for fremtiden, men også stadig umådelig politisk selvbevidst og ambitiøs.

Vi skal i løbet af aftenen se på, hvordan Augustus lykkedes med at vinde ikke bare krigen men især freden og hvordan han undergik forvandlingen fra tyran og krigsherre til romernes ubestridte landsfader.

Et vigtigt element i den proces var genopbygningen af Roms byrum, hvor Augustus’ selviscenesættelse som romernes befrier ikke mindst fremmanes gennem et ambitiøst byggeprogram, som stadig er synligt den dag i dag. Endelig skal vi til sidst i foredraget se hvordan senere kejsere på forskellig vis har spejlet sig i de idealer, som Augustus introducerede i løbet af de henved 40 år, som han var ved magten.

 

Pris: 70 kr. 

Foredraget arrangeres af Svendborg Folkeuniversitet i samarbejde med AOF. Billetter købes gennem AOF