Referat af årsmødet, 25. marts 2026
REFERAT AF ÅRSMØDET I SVENDBORG FOLKEUNIVERSITET
25. MARTS 2026 KL. 17-18 I SVENDBORG BIBLIOTEKS MØDELOKALE.
Bestyrelsen var repræsenteret ved formand Lars Kirkegaard, Rune Høirup Madsen, Peter Brodersen og Dennis Skov Rasmussen.
Pkt. 1: Orientering om Svendborg Folkeuniversitets aktiviteter
Formand Lars Kirkegaards skriftlige beretning
Svendborg Folkeuniversitet er ét af mange folkeuniversiteter rundt omkring i landet. Alle lokale folkeuniversiteter skal være tilknyttet én af de fire store folkeuniversitetsenheder, der er i universitetsbyerne. Vi er tilknyttet Folkeuniversitetet i Syddanmark med sæde i Odense. Det betyder, som det hedder i vores vedtægter:
Bestyrelsen er over for Folkeuniversitetet i Syddanmark ansvarlig for komitéens aktiviteter og program samt årligt budget og regnskab.
FU Syddanmark skal således godkende vores foredragsholdere, og de står for lønudbetalinger til foredragsholdere mm.
Vi skal iflg. vores vedtægter, der afspejler kravene i folkeoplysningsloven:
planlægge og gennemføre folkeuniversitetsundervisning ved gennem undervisnings- og foredragsvirksomhed at udbrede kendskabet til forskningens metoder og resultater samt fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab.
Vi har 2 hovedaktiviteter:
- Foredrag med foredragsholdere, der som før nævnt, er godkendt af Folkeuniversitetet i Syddanmark
- Vi er værter for livestreaming af naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus (Offentlige Foredrag i Naturvidenskab)
Begge aktiviteter afvikles i SEF's auditorium. Vi er i bestyrelsen vældig godt tilfredse med faciliteterne her og samarbejdet med SEF, der sørger for, at én af deres ansatte er til stede og hjælper til ved afviklingen af foredragene.
Vi kan til hvert arrangement have op til 90 deltagere i auditoriet. Nogle af vores foredrag tiltrækker rigtig mange interesserede, og sidste år var der ventelister til 2 foredrag, og i dette forår har der allerede været udsolgt til 2 foredrag. Til foredraget med Peter Viggo Jacobsen for nylig var der venteliste på næsten 80 personer. Det har fået os til at undersøge mulighederne for at afholde foredrag et sted med større kapacitet, når vi kan forudse, at et foredrag bliver et tilløbsstykke.
I hver sæson - semester - arrangerer vi ca. 5-6 foredrag, i 2025 var der planlagt 11 foredrag, hvoraf et måtte aflyses pga. foredragsholders sygdom. Vores foredrag er som regel velbesøgte, flere har som sagt været udsolgt. Dog var deltagerantallet til foredragene i efteråret 2025 forholdsvis lavt. I foråret 2025 var der i gennemsnit 71 deltagere, i efteråret kun 41. Vi formoder, at det skyldes, at 4 af de 5 foredrag dette efterår lå tidligt og meget tæt på hinanden i august-september. Det vil vi prøve at undgå en anden gang.
Vi har ikke i vores vedtægter bestemmelser om, hvilke emner, vores foredrag skal omhandle. På vores hjemmeside har vi en forholdsvis bred beskrivelse: Svendborg Folkeuniversitet tilbyder en bred vifte af foredrag inden for områder som international politik, aktuelle samfundsforhold og kulturhistorie.
Når vi kigger på de foredrag, vi har afholdt i 2025, og de foredrag, vi har afviklet og planlagt i dette forår, må man sige, at de afspejler, at vi lever i en tid, der er præget af krige og kriser og en verdensorden, der er i opbrud: der har været aktuelle emner som droner i krig, situationen i Syrien, krigen i Ukraine og situationen i USA efter præsidentvalget i 2024.
Men vi har også haft mere fredelige emner på programmet: Magtudredningen og det danske demokrati, kommunalvalget i efteråret og Den Store kærlighed - vi spænder vidt.
Vi har desuden i bestyrelsen en intention om også at inddrage lokale emner og forhold og invitere lokale foredragsholdere. Således holdt den forholdsvis nye direktør for Museum Sydfyn, Jesper Hansen, foredraget Store tanker på Sydfyn - på tværs af jernalder, vikingetid og nutid.
Vores markedsføring
Vi bestræber os på at gøre os synlige og sikre, at interesserede borgere i Svendborg og omegn bliver opmærksomme på vores gode tilbud! Vi har ikke et stort markedsføringsbudget. Vi bruger forskellige kanaler, hvoraf de fleste er gratis.
- Hjemmeside bl.a. med oversigt over kommende arrangementer
- Nyhedsbrev: Støt stigende antal modtagere: 682 modtagere, ca. 100 flere end sidste år.
- Facebookside med ca. 850 følgere. Vi benytter os af muligheden af at dele vores opslag i forskellige Svendborg- og Sydfynssider
- Trykt program: Som noget nyt i år var det i form af en folder produceret af et professionelt bureau. Folderen fremlægges på Svendborg Bibliotek og ved vores arrangementer
- Pressemeddelelser (FAA og Ugeavisen Svendborg). Ugeavisen bringer som regel, men ikke altid, vore pressemeddelelser.
Bestyrelsen
Arbejdet i bestyrelsen er frivilligt og ulønnet. Vi har i det forløbne år været 6 personer i bestyrelsen og haft et rigtig godt samarbejde, og det er jo temmelig afgørende for, at man har lyst til at investere ret meget tid i Folkeuniversitetet. Vi sagde sidste år velkommen til 2 nye medlemmer i bestyrelsen, Dennis Skov Rasmussen og Peter Brodersen. Det er nye, gode kræfter!
Formelt konstituerer bestyrelsen sig efter dette møde, men vi har tilladt os at foregribe det: Dennis påtager sig opgaven som administrator, og det er vi rigtig glade for. Det er en stor opgave, og ved at foregribe konstitueringen, sikrer vi en god og glidende overgang, hvor Anne-Mette i et stykke tid nu, har introduceret Dennis til arbejdet.
Anne-Mette Graubæk stopper i bestyrelsen
Anne-Mette, der i en årrække har været vores administrator og dermed også kasserer, har besluttet at stoppe og genopstiller ikke til valget. Anne-Mette og jeg begyndte samtidig i bestyrelsen i efteråret 2018, altså for snart 8 år siden. På det tidspunkt skete der en stor udskiftning i bestyrelsen. Anne-Mette var forholdsvis ny i byen, men havde stor erfaring med bestyrelsesarbejde i folkeuniversitetsregi og stor indsigt i den administrative del fra Folkeuniversitetet i Vejen. Og det var et stort held for os, at hun umiddelbart ville og kunne overtage den krævende post som administrator.
Anne-Mette og jeg har gennem årene haft et godt og nært samarbejde, især i de sidste 3 år, hvor jeg har været formand. Vi har løbende været i kontakt med hinanden om stort og små i forbindelse med Svendborg Folkeuniversitet. Anne-Mette har med stor omhu og ansvarlighed løst de opgaver, der har med administration og regnskab at gøre og i det hele taget deltaget konstruktivt i bestyrelsens arbejde. Anne-Mettes ansvarlighed har også vist sig i den måde, hun sørger for en glidende og gnidningsløs overdragelse af sine opgaver til Dennis.
Jeg har gennem årene være meget glad for samarbejdet med Anne-Mette. Det har været en stor tryghed at vide, at der altid har været styr på de ting, hun har stået for, og at jeg har kunnet sparre med hende.
På egne vegne vil jeg gerne takke Anne-Mette for vores samarbejde og på Svendborg Folkeuniversitets vegne takke hende for den store indsats.
Pkt. 2 Økonomi
Administrator Anne-Mette Graubæks skriftlige beretning
Årsregnskabet for 2025 har intern revision, er godkendt af bestyrelsen samt af Syddansk Folkeuniversitets sekretariat.
Vores indtægter har været lavere i 2025, sammenlignet med året før – primært på grund af lidt faldende deltagerantal. Udgifterne har været højere end året før, på grund af stigende lokaleleje og en planlagt større udgift til annoncering. Vi har derfor afsluttet regnskabet med et negativt resultat på -14.577 kr.
Til gengæld er det 3. år i træk, hvor vi afslutter med et stort, positivt indestående i banken, takket være høj kvalitet i vores foredrag og med stor deltagelse af folk fra Svendborg og omegn. Forklaringen på årets ekstraordinære udgifter til annoncering ligger i, at vi har skiftet trykkeri og ønsket at opgradere det grafiske udtryk i vores trykte sæsonprogram, samt anskaffe et roll-up banner, så vi kan tydeliggøre vores tilstedeværelse ved foredrag.
Lokalelejen på SEF, fik en uventet prisstigning i sommeren 2025, og den er nu blevet én af vores største udgifter. Men bestyrelsen og deltagerne værdsætter også det gode auditorium, og omgivelserne på SEF.
Som administrator kan jeg nævne, at vi i foråret 2025 planlagde 6 foredrag. Det ene måtte aflyses pga. foredragsholders sygdom på selve starttidspunkt med 60 forventningsfulde deltagere i salen, - det har vi nu ikke prøvet før, og det var ikke let. To foredrag blev udsolgt med ca. 100 deltagere, og vi nåede et samlet gennemsnit på 71 deltagere i foråret. Efteråret bød ligeledes på 5 foredrag. Her var der lidt mindre tilslutning, så det blev ca. 40 deltagere i gennemsnit. Med de nuværende udgifter til underviserhonorar og lokaleleje, så er vi i nulbalence med 37 deltagere á 75 kr. Livestreaminger blev afviklet i alt 12 gange i 2025, med stor opbakning på ca. 75 deltagere pr. gang.
Samarbejde med andre foreninger
Danske Slægtsforskere Sydfyn er trofaste og har fortsat valgt at arrangere en del af deres foredrag (7 i alt) gennem vores ekspeditionsbistand. Foreningen Dage med Brecht har anmodet om støtte til et enkelt foredrag.
Afsluttende bemærkning
Et kort kik på dette års foredrag viser, at de første 4 af årets 10 planlagte foredrag har et højt deltagergennemsnit på 90, og der er samtidig pause med livestreaminger i foråret, så det er en god kassebeholdning at give videre til ny bestyrelse.
De sidste 7½ år har jeg været engageret i Svendborg Folkeuniversitet, siden efteråret 2018. Det var forudgået af 6 år i Vejen Folkeuniversitet i Sydjylland, også som administrator og kasserer m.m. Folkeuniversitetet har virkelig været som en del af mit DNA, med mange spændende, og også udfordrende opgaver gennem årene. Beslutningen om at stoppe var ikke nem, men det føles som rettidigt. Da jeg startede i Svendborg Folkeuniversitet, overtog jeg som kasserer en tom kasse uden en bankadgang, og nu er vi forbi 45.000 kr. takket være en solid bestyrelse, en vedkommende og varieret foredragsrække og en stor, fast deltagerskare – med stadig nye deltagere. Jeg er stolt af at have været med til at præge årene i Svendborg Folkeuniversitet.
Pas godt på Svendborg Folkeuniversitet!
Pkt. 3 Valg til bestyrelsen
Bestyrelsesmedlemmer bliver valgt for en periode på 2 år. I år var Lars Kirkegaard og Kim Koldby på valg, og de modtog genvalg. Anne-Mette Graubæk var også på valg og modtog ikke genvalg. Der var ingen, der opstillede til den ledige plads. Iflg. vores vedtægter består bestyrelsen af 3-6 personer. Bestyrelsen består nu af nedenstående 5 personer:
- Lars Kirkegaard
- Dennis Skov Rasmussen
- Rune Høirup Madsen
- Kim Koldby
- Peter Brodersen
Konstituering
Umiddelbart efter årsmødet konstituerede bestyrelsen sig:
Lars Kirkegaard fortsætter som formand, og Dennis Skov Rasmussen er ny administrator.
Kim Koldby er revisor.