Universet udvider sig – Einstein, Big Bang og det mørke Univers
Ved Sofie Marie Koksbang, lektor i teoretisk fysik på Syddansk Universitet
Onsdag d. 9. september 2026 kl. 19.00-21.00
Sted: SEF, Fåborgvej 44, 5700 Svendborg (Auditoriet).
Entré: 75 kr.
EFor omkring 100 år siden skete der en revolution i vores verdensbillede. En række astronomiske observationer viste, at Universet udvider sig. Universet begyndte i en ekstrem varm og tæt tilstand, vi kalder Big Bang, og har udvidet sig lige siden.
Universets udvidelse beskrives af den generelle relativitetsteori, der blev præsenteret af Albert Einstein i 1915. Med denne teori som udgangspunkt har vi i dag en model for Universet, der passer forbløffende godt med de kosmologiske observationer, vi har lavet over de seneste 100 år. Prisen for at få modellen til at passe med observationerne er dog høj - det kræver at 95% af Universets indhold er ukendt - den såkaldte ”mørke side” af Universet.
I dette foredrag vil Sofie Marie Koksbang give en intuitiv introduktion til generel relativitetsteori, dens brug i kosmologi og hvilken udviklingshistorie den beskriver for Universet. Vi vil derefter se på det mørke Univers og hvordan de nyeste observationer tyder på, at modellen måske slet ikke er så god som vi troede.