Ved professor i genomforskning Oluf Borbye Pedersen, Københavns Universitet
Tirsdag d. 13. april 18.45-21.00
Aflyst
Sted: Professionshøjskolen UCL, Klostervænget 4 (Sygeplejerskeuddannelsen).
Livestream fra Aarhus Universitet.
Bliv klogere på den nyeste forskning om de bakterier, svampe og virus, som lever i og på hver enkelt af os livet igennem. De styrker vores modstandskraft mod farlige mikrober, beskytter os mod kroniske sygdomme og påvirker vores hjerne og stofskifte positivt.
Under den internationale samfundskrig mod covid-19-pandemien er det virkeligt gået op for os hvor magtfuld en mikroskopisk viruspartikel kan være. Den kan forvolde frygt, sygdom og i værste fald død. Den kan sætte et verdenssamfund på standby. Sådanne epidemier med sygdomsfremkaldende virus, bakterier eller svampe har i hele menneskets udviklingshistorie været et vilkår der med vekslende interval gentager sig.
Men er det hele fortællingen om de magtfulde mikrober? Nej, langt fra:
De sidste ti års intensiv forskning i de billioner af personlige bakterier, svampe og virus, som lever i og på hver enkelt af os livet igennem, viser at størstedelen af mikroberne enten er totalt ligeglade med os eller er særdeles gavnlige. Det sidste betyder at de i deres ufatteligt store kemifabrik døgnet rundt producerer et væld af stoffer som styrker vores modstandskraft mod de relativt få farlige mikrober og påvirker vores hjerne og stofskifte positivt.
Mange forskere har den antagelse at så længe vores astronomisk mange mikrober er i en økologisk balance med os, beskytter de os mod en række kroniske sygdomme som vi genetisk set er disponerede for.
Modsat, hvis der er manglende symbiose mellem de personlige mikrober og os, synes der at være en større risiko for at udvikle en række sygdomme som fx astma, diabetes, fedme, åreforkalkning, depression, skizofreni, tarmbetændelse, kronisk træthed, nogle former for kræft, sklerose og parkinsonisme.
Derfor er mikrober ikke kun farlige og nogle som vi for alt i verden skal forsøge at undgå. Ufatteligt mange forskellige mikrober er aktive og hjælpsomme medrejsende livet igennem.
Hør om hvordan du får det bedste ud af dine mikroskopiske, men uundgåelige og magtfulde livsledsagere.
Deltagelse er gratis.
Livestreamingen gennemføres kun, hvis de aktuelle coronarestriktioner tillader, at 50 personer kan forsamles.
Det er nødvendigt at reservere pladsbillet (gratis). Benyt knappen Reserver billet øverst på siden.
Billetreservation åbner d. 30. marts, dvs 14 dage før arrangementet.